marts 26, 2009

Endnu en turnering i gang med Næsby-deltagelse!

I Læseforeningens klubmesterskab der startede i dag har vi Per Arnt med fra Næsby, og Jakob & Villy er også med!
Turneringen har 12 deltagere men har gode udfordringsmuligheder for alle deltagerne.
I første runde vandt Jakob et meget spændende parti mod Villy som bølgede noget frem og tilbage, "Jeg spiller godt!" siger Villy og det er rigtigt, bortset fra da Jakob spillede godt:)
Per vandt et omskifteligt parti over Allan Drost,formentlig dog uden at stå til tab, mens Peter Grau vandt med sort i en rigtig sjov Kongegambit mod Alex Sørensen, Jørn Moestrup vandt over Christian Winther, Jens Skjoldborg tabte en officer tidligt mod den spanske deltager, og Peter Kinggaard tabte ufortjent til Claus Børsen, der imidlertid greb chancen for at komplicere da den var der. Herudover er der ét udsat parti. Der spilles 7 runder ialt.
Mere følger hen ad vejen...

marts 24, 2009

Frem og tilbage....

Hvad! - 5 minutter over syv, og jeg havde allerede brugt 25 minutter.

I går startede Frem Open. Vi er tre fra Næsby som har meldt os til. Kristen S., Sune og mig. Og så også Ronn, som jo også hører med til Næsby på en eller anden måde:-)

Nå, men det er min første koordinerede turnering i 11 år, og jeg havde glædet mig rigtigt meget. Men desværre havde jeg taget fejl af starttidspunktet. Det var 18:30, og ikke 19:00. En lidt træls start. Men ikke noget der kom til at påvirke partiet. Jeg spillede mod Stefan Wieckler fra Frem, der har lige præcis 100 ratingpoint end mig. Ikke noget som burde betyde noget:-)

Men hvis vi tager den korte historie, så skal man altså huske at tænke sig om inden man trækker i skak. Og det kan være en god ide at regne mere end 1 træk fremad. Og det er jo dejligt, at blive mindet om den slags, - omend på den hårde måde. Så efter 13 træk kunne jeg faktisk have givet op.
Surt show - og en træls start på turneringen, da min ambition om 7 af 7 nu må nedjusteres.

Sune vandt i går. En fin start for ham, og han kan godt tillade sig at have høje ambitioner i sin gruppe. Kristen S. tabte desværre efter at have stået til gevinst det meste af partiet. Men han kan så tage den samme lære med hjem som jeg. Tænk før man trækker!

Hun gør Fynsserien dejligere

Ja, desværre blev det jo kun til en sæson i Fynsserien for vores vedkommende. Men hvilken sæson. Trods til tider store klø, klarede vi os faktisk over forventning, hvis man ser på ratingtallene.
Og da vores ungdomsafdeling talrige gange har bedt om en præmiepige for at fejre de trods alt mange lyspunkter. Så lukker og slukker IM Lilit Mkrtchian fra Armenien med sine 2460 i rating årets holdturnering.
På nuværende tidspunkt kan det ikke udelukkes, at bestyrelsen med formanden i spidsen vil forsøge at etablere en kontakt til Lilit via nettet, for at høre om hendes planer for næste næste sæson, - og for den sags skyld resten af livet.

Men godt kæmpet! - Vi fortsætter kampen i serie 1 næste år.

marts 20, 2009

Fighterne fra Næsby slår til igen!

Fra sidste klubaften i Næsby: Det er Michael tv., og Kristen Bjørn th., begge i hver sin typiske positur
Jamen Herre Jemini! Sjakkgutterne fra Næsby har sat deres præg på en masse skak i omegnen med deres sjove vittigheder, særprægede spil og kampgejst!
Noget af det endda med vilje.

Her skal nævnes de nyeste resultater:
I Pokalturneringen for Fyn klarede vi os som forventet, bortset fra at vi ikke vandt i finalen.

I sidste runde i Fynsserien måtte vi godt nok ned mod skakvennerne fra FREM 2 (adskillige af Næsbys spillere er Ex-FREMMERE, såkaldte EXITTER) vi kan faktisk ikke huske de fleste partiers forløb fra matchen, men et af de lyspunkter som FREMerne ikke havde regnet med, var Kristen Bjørns overbevisende spil mod FREMs kompromisløse Bent Jensen.
Bent er gammel (ha-ha, dvs.jævnaldrende med skribenten af disse linier) 2000+ mesterspiller (det bliver han sikkert snart igen) , han har omkring 1800 i rating p.t. mod Kristens 1212 points.Så det giver en forventet score til Kristen på 0,02 ud af 1 mulige (dvs.Kristen skulle vinde 2 ud af 100 partier mellem de 2), og partiet svingede mellem ½-1 point til Kristen der aldrig var i tabsfare, godt gået og helt efter planen:)
Kristen gør virkelig noget ud af at forbedre sit skakspil, og vi regner med at se det unge talent som mesterspiller inden for et par år.
Vores andre hyperaktive skakspillere er Heinz & Christian Furrer og Ronn Rasmussen(B) og disse 4 mennesker spiller et utal af turneringer, og stiger i spillestyrke som følge heraf, senest spilledes der i weekenden i Kerteminde som sluttede således:

Gruppe 1 (10 deltagere): 1. Curt Hansen, Kerteminde 6/6p. 2. Per Stentebjerg-Hansen, Læseforeningen 4,5p. 3. Christian Furrer, Næsby 4p. 4. Alvaro Perez, Spanien 3,5p. 5. Heinz Furrer, Næsby 3p.

Gruppe 2 (9 deltagere): 1. Mathias Nielsen, Sydøstfyn 4,5p. 2. Kristen Bjørn Christensen, Næsby 4,5p. 3. Jonatan Moldrup, Kerteminde 4p. 4. Antero Rousku, Kerteminde 4p.

Flot gået af jer!

Vi har som et nyt tiltag (igen) valgt kun at holde klubben åben et par gange de kommende måneder, for at få en balance mellem vores interesser/liv uden for skakbrættet og så skakken! Vi holder dog Eskakaften og klubmesterskab i lynskak, samt holder 3X haveskak over sommeren, for at vores spillere kan få kamptræning i turneringerne rundt omkring i mellemtiden.
Klubbens medlemmer har valgt at deltage i FREM OPEN som starter på mandag med 30 deltagere, som en hyggelig udflugt for klubben, kombineret med muligheden for måske at lave lidt overraskende sensationer og blive helt "fit for fight" allesammen:)

Så Holdskakken i næste sæson bliver også rigtig sjov, foreløbig regner vi med at score 48 points i serie 1(ud af 48 mulige), indtil andet er bevist (bevidst?)...

I FREM OPEN, som jo altid er et godt initiativ, deltager Michael Larsen,Sune Zimmermann og Kristen Sørensen, mens vore andre spillere frekventerer de andre lokale turneringer:)

Held & lykke, håber I morer jer:)

Fyns Skak Union holder vist snart møde, noget man måske kunne være opmærksom på, er hvordan man kan tilgodese livet i de små skakklubber, som med hver deres kulturer bidrager til et rigt og nuanceret skakunivers på Fyn.
Det er godt for skakken på Fyn at der findes mange forskellige typer af skakklubber, for hvis "alle" spiller i en enkelt stor klub, hvem skal man så spille holdskak med?
Vi kan selvfølgelig godt spille med jer! - men vil fortsat gøre vores til at lave arrangementer der især passer til de små klubbers behov, så når store og små klubber byder ind på hver sin vis med det man er gode til, bliver skaklivet sjovt på Fyn, og medlemstallet vil øges (håber vi)!
Man skal også være opmærksomme på ikke at slide "ildsjælene" op rundt omkring der laver turneringer mv., for det kan bevirke at de på et tidspunkt mister lysten til at ofre deres arbejdskraft til fordel for de mange....eller skifter til poker m.v.!
I Næsby Skakklub prøver vi at sørge for at lave det hele så varieret på en sæson, at vi alle i klubben, uanset spillestyrke, stadig synes skaklivet stadig er sjovt - vi kan faktisk nogle tricks!

marts 11, 2009

For FA..... da! - opfølgning på pokalfinalen

Så tæt på, og alligevel ikke!

Som man kan læse i den glimrende beretning på FSU's hjemmeside, så var det ikke langt fra at vi havde vundet pokalfinalen over Sydøstfyn.

Så jeg vil blot henvise til siden, og fortsætte med at glæde mig over det flotte resultat samtidig med, at jeg er lidt skuffet over den missede chance.

marts 10, 2009

En fin andenplads

Da Per og jeg kørte ind til Frem i går aftes for at spille pokalfinalen mod Sydøstfyn, må jeg indrømme, at det var med bange anelser. Men et solidt ratingoverskud på alle brætter kunne det lugte af et 0-4 nederlag.
Sådan kom det heldigvis ikke til at gå. Ja, faktisk vil jeg sige, at der ligefrem var spænding i matchen, og at vi bestemt havde vores chancer.

Relativt hurtigt fik jeg en god stilling mod Niels Peter Nielsen. I kan se partiet nedenfor. Men det gjorde Steffen Pedersen også mod Per. Og da først den internationale mester havde vundet en bonde, var det kun et spørgsmål om tid, før at Per måtte strække våben.
På bræt 4 spillede Christian en kongeinder med sort. Det gjorde han godt, og da det stod 1-1 i matchen tilbød han remis. Et tilbud som efter lidt betænkning blev modtaget. Og så var det op til Lars mod Jan Nordenbæk.

Vi spøgte lidt med, at det var en ønskestilling for Lars. For han havde den dårligste stilling og den dårligste tid. Men desværre gik det ikke som det sommetider har gået i den situation. Efter en nervepirrende afslutning vandt Sydøstfyn 2 1/2 - 1 1/2. Der var godt nok på et tidspunkt i Lars's parti, hvor jeg syntes han havde en gylden mulighed. Men det er muligt jeg så forkert. Og det havde næsten også været for fantastisk, hvis vi havde vundet.
Så en fortjent sejt til Sydøstfyn.

Her kommer så mit parti, som jeg var vældig tilfreds med.

Hvid: Michael Linde Larsen 1944
Sort: Niels Peter Nielsen 2071

1. e4 - c6
2. d4 - d5
3. exd5 - cxd5
4. Ld3
Fisher's gamle variant fra århunderets skakmatch i 1970, hvor han vandt et berømt parti mod Petrosjan. I dag spilles den ikke ret meget, da sort relativt nemt får udlignet, - altså hvis han ved hvordan!
4. - Sf6
5. c3 - g6
6. Lf4 - Lg7
7. Sf3 - 0-0
8. 0-0 - Sc6
9. Sbd2 - Sh5
10. Lg5 - Db6?
Planen for sort i varianten er at spille e5 på et tidspunkt. Og det forsømmer sort i partier her. Jeg syntes det havde været konsekvent at spille h6 i stedet for Db6. Her står dronningen nemlig meget dumt, når løberen bliver trukket til e3, da hvid kan slå en bonde på e5 med trussel på dronningen.



11. Sb3 -h6
12. Le3 - Lg4
13. h3 -Lxf3
14. Dxf3 - Tad8
15. Dg4 - Sf6
16. Dh4 - h5
17. Dg5
Jeg ved ikke om Dg5 rigtig truer noget. Jeg sad og tænkte på noget med at slå på g6 med løberen. Spille min springer på c5 og videre til e6, og så noget med Dxg6 og Lh6. Men forløbigt syntes jeg at sort skulle tage stilling til om han ville tillade at jeg slog på g6.
17. - Sh7 og det ville han så ikke!

18. Dg3 - Sa5
19. Sxa5 - Dxa5
20. f4 - Dc7
21. Df2 - e6
22. g4 - Sf6
Hvid har nu en dejlig stilling, som det er let at forstærke. Kh1, måske et tårn i g-linjen, fremstødet f5 lurer og i det hele taget er det hvid som har mulighederne. Sort har intet modspil, og har svært ved at finde fornuftige træk i en plan.


23. Dg2 - Kh7(?) nok ikke det bedste at sætte kongen i løberdiagonalen.
24. Tae1 - Th8
25. f5!
Det afgørende hiv. Jeg tænkte ikke over nogle særlige varianter. Stillingen skulle bare åbnes op for mine løbere.
25 - gxf5(?) - måske der er bedre, jeg ved bare ikke hvad!



26. gxf5 - Thg8
27. fxe6+ - Kh8
28. Lg5! Helt afgørende
28. - Se4(!) Absolut den bedste chance. De7 bliver f.eks. besvaret med Te5! Jeg havde ikke set så meget på trækket, som viser sig at indeholde en fælde. Nemlig:
29. Lxd8? - Lxd4+
30. cxd4 - Txg2 og sort vinder!
Men efter en tænkepause, var der en simpel løsning. Nemlig...


29. Lxe4 - dxe4
30. Lxd8 - Dxd8 Der er ikke noget bedre:
30. - Lxd4+
31. cxd4 - Txg2+
32. Kxg2 - Dxd8
33. exf7 - Dg5+
34. Kh1 og der er ingen evigskak


31. exf7 - Tf8
32. Dg6 - Dh4
33. Txe4 - Dxh3
34. Tf5 - Opgivet

marts 04, 2009

Lidt ændringer

Som I kan se på aktivitetssiden, så er der lavet nogle ændringer. Vi har nemlig lagt Frem open ind i programmet, så vi alle kan få mulighed for at spille en koordineret turnering uden at skulle spille 2 dage på en uge.
Så den 23. marts er der første runde inde hos Frem.
Bemærk at det betyder der IKKE er skak oppe på skolen de dage vi spiller Frem open.

Bid også mærke i mandag den 4 maj, hvor vi runder e-skakturneringen af ved at invitere alle deltagere til hygge oppe i klubbens lokaler.

Vi håber at vi alle får et afvekslende skak-forår:-)

Pokalfinalen


Så er pokalen næsten i hus! I hvert fald spiller vi finale i den fynske pokalturnering på mandag den 9. marts inde i Frem's lokaler.

Der er lodtrækning om farverne klokken 18:50 og urerne startes klokken 19:00.
Derfor er der ingen skak oppe på skolen. Men derimod er der mulighed for at komme ind og heppe!
Vi håber det bedste mod Sydøstfyn, og glæder os over at være kommet så langt.