På billedet ses såmænd lærer Anderssen.Mens vi venter på årets træk er her en lille historie
som desværre IKKE er noget vi har fundet på, men vi regner med
at efterprøve måden at spille skak på i historien , i Næsby Skakklub til efteråret:)
Her kommer historien så
En Dag, da jeg under en Jernbanerejse for at faa Tiden til at gaa havde taget mit Lommeskakspil frem og sad og syslede med en Opgave, blev jeg tiltalt af en gammel Mand, der interesseret spurgte: „Er det Skak, de sitter og spiller med Dem selv"? — „Ja", svarede jeg, „De har maaske. Lyst til et Parti"? — .Næ, jeg kan inte spille Skak" sagde han. — — „Ja det vil sige", tilføjede han lidt efter, „jeg har da for Resten een Gang i mit Liv spillet Skak, og endda tjent til en glad Jul derved". — „Naa har De det" ? svarede jeg lidt kort, for jeg havde lige opdaget en Biløsning i min Opgave, og den saa ud til at være vanskelig at kurere . — »Ja", sagde han, „det var nede i Frankrig,jeg spillede med en, der hed Morfeus, og en, der hed Andersen". — „Ja, Morfeus plejer det at være haab-løst at kæmpe imod", sagde jeg, „det enderaltid med, at man bliver mat". — ,Det er rigtig nok", sagde han fornøjet men uden at forstaa mit Forsøg paa at være vittig, „jeg kan se, at De kender ham ; de sagde ogsaa dernede, at ham og Andersen var de største Skakspillere, der var til.. Næ, Morfeus ham kunde jeg nuґnte klø, men Andersen ham fik jeg da Bugt med". — Der gik pludselig et lys op for mig. „De vil da vel ikke fortælle mig", udbrød jeg, „at De har spillet skak med Paul Morphy og Professor Adolf Anderssen, den Tids største Skak-mestre"? — „Jo, det er rigtig nok"! — „Ja, men saa maa De jo have spillet udmærket Skak". — „Næ, jeg kunde saamænd ikke engang Reglerne". — „ Ja det er jo meget interessant", sagde jeg, og saa gav jeg mig atter i Færd med min Opgave, for Manden var jo tydelig nok smaafjollet og forekom mig ikke morsom.-
.Jeg kan nok se, at De inte vil tro mig", begyndte han igen lidt efter, men nu skal jeg fortælle Dem, hvordan det gik til”. — Det var aabenbart haab-løst at forsøge at standse hans Lyst til at fortælle, og jeg lukkede derfor resigneret mit Lommeskakspil.
„Ser De", sagde han, „det var jo, da jeg var ganske ung Skræddersvend, saa rejste jeg jo paa Professionen, altsaa det vil sige dengang var det jo mest til Fods, men jeg kom da det meste af Europa rundt, og jeg lærte jo ogsaa at tale Sprogene; somme Tider var jeg jo ovenpaa med Mønten, og somme Tider gik det smaat, men jeg har nu altid forstaaet at klare mig. Saa var det saadan hen-imod Jul — lad mig se, det var i 1858 — at jeg kom til Paris; jeg havde lige .været ved Muffen, og dangderede den som Gentlemand i et nyt Sæt Tøj, skønt der ikke var saa meget tilbage i Kassen, at jeg havde synderlig Tjans for at more mig lidt i Julen. Naa jeg var nu'nte af dem, der spekulerede meget; naar jeg havde Mønt, saa vilde jeg ha' lidt Fornøjelse af Livet, og slap Mønten op -ja, saa kiggede jeg efter den næste Tjans.
Naa jeg havde altsaa endnu lidt paa Lommen, og derfor gik jeg op paa en forholdsvis pæn Beverding, der hed „Kafe Brøl" eller saadan- noget, og fik mig en bedre Middag, hvis man da ellers kan kalde deres Mad dernede for bedre, .synderlig solid er den nu'nte, men deres Spiritus er inte saa ilde. Saa laa jeg jo mærkr til at der var saa svært højtideligt der paa Beverdingen, og jeg spurgte jo så Garsongen, hvad det var for en fynæber Stemning, der laa i Asmospæren der og han sagde saa, at de holdt stor Skakkamp i Værelset ved Siden af, og jeg maatte jo naturligvis se, hvad den var af, og saa gik jeg derind. Der sad jo saa en lang skaldet tysk Professor, som de kaldte Andersen, og saa en lille Napolium som de sagde var Morfeus fra Amerika, og de sad ved et lille Bord og bestilte ingenting, men sad bare og kiggede paa nogen smaa Tingester, der var udstillet paa Bordet, og saa da der var gaaet saadan en 10 Minutter, saa tog den lange Professor en lille Hest og satte den paa et andet Sted paa Bordet, og saa gav det et Gisp i alle dem, der var derinde, og saa holdt de igen allesammen Vejret; og da der var gaaet nogen Tid igen, saa tog den lille Napolium ogsaa en lille Tingest og satte paa et andet Sted, og saa gispede de allesammen igen, og da jeg havde set paa det nogen Tid, saa blev jeg saamænd ogsaa helt spændt paa, hvad for en af Tingesterne, der næste Gang skulde stilles om, og jeg be-gyndte ogsaa at holde Vejret og gispe, men for Resten syntes jeg jo ikke, det saa saa svært ud; og tilsidst saa holdt de op, og saa var der en, der sagde, at igaar vandt nok Andersen, men i Dag havde de faaet Mis, saa det var svært spændende, for Morfeus plejede nok ellers inte at nøjes med Mis.
Saa var der en pæn bebrillet Herre, der sagde til mig: „Sjue Vus aassi Esjæk" ? og jeg skyndte mig at sige, at jeg var den mest famøse Sjuør i tut la Skangdinavien, og saa vilde han jo spille et Parti med mig, og jeg tænkte jo, at jeg klarede den morderlig fint, da jeg sagde, at en Spiller af min Rang kunde kun spille med de aller fineste Spillere, og naar der var en meget høj Præmie. Men saa kom der Liv i Fyren, og han fik fat i Værten og vilde absolut lave Væddekamp mellem mig og Morfeus og Professoren, og Værten var straks svært med, for han tænkte jo paa alle de Sjusser, der vilde gaa ved saadan en Forestilling, og han fik jo saa fat paa Andersen og Morfeus, men de vilde nu først kun spille paa deres egen Væddekamp; men saa sagde jeg, at jeg kunde jo godt spille med dem begge to, og saa kunde den, der klarede sig bedst, jo regne,at han havde kløet den anden i deres eget Mellemværende, og da Morfeus aaben-bart ikke havde Lyst til, at Folk skulde tro, at han ikke turde slaas med mig, saa endte det med, at han ogsaa fik Professoren med paa den, og noget hjalp det vel ogsaa, at den bebrillede Herre imens havde faaet tegnet 2000 Franker til dem, der kunde vinde; og saa spurgte han mig om jeg vilde spille Simulant med de Herrer, men saa blev jeg jo gal i Hovedet og sagde, at jeg selvfølgelig ikke vilde spille Simulant, og saa sagde han til Professoren og Morfeus, at vi alle tre skulde have Lov at tænke os om ligesom ellers. — „Natyrligt, sagde Professoren og „Værry vel", sagde Morfeus, og saa blev det bestemt, at det skulde være næste Dag.
Næste Dag — det var for Resten lige to Dage før Juleaften — var jo en stor Dag for „Kafé Brøl". Værten havde haft Plakatmænd i Gaderne fra Morgenstunden, og der var propfuldt af Tilskuere, da vi begyndte. Bordene var stillet op i hver sin Ende af Stuen, fordi der saa var bedre Plads til Tilskuere omkring dem, og Folk stod saa tæt, at det var ganske umuligt at bane sig Vej fra det ene Bord til det andet, saa de maatte pænt blive og se paa det Bord, som de var begyndt at se paa; for mit Vedkommende var der spændt to Snore ud fra det ene Bord til det andet, saa jeg havde en smal Vej frem og tilbage imellem dem. Morfeus sagde, at han og Andersen vilde foreslaa, at jeg fik Hvid i begge Partierne, og jeg sagde, at jeg var ligeglad, naar jeg blot slap for at flytte først i begge Partierne, og saa klappede Tilskuerne, og det lod til, at jeg straks var morderlig populær. Saa trak Morfeus og Andersen Lod om, hvem af dem der skulde flytte først i sit Parti, og det blev Amerikaneren, og saa blev de jo anbrungen hver ved sit Bord. „Naa, gaa on Søren", sagde jeg saa til Morfeus, for jeg talte jo ogsaa Engelsk, og saa tog han en af de smaa Tingester og flyttede den — — „ja vent lidt, jeg har for Resten et Stykke Papir, hvor den bebrillede Herre skrev Partiet med Morfeus op til mig, hvis jeg nu kan finde det; jeg har aldrig vidst, hvad de Runer betød, men De kan kaske klare dem?" — og saa trak min Medpassager en gammel Lommebog op af Brystlommen og bladede i den og fandt et gammelt gult Stykke Papir, hvorpaa der ganske rigtig var noteret et Skakparti.
I Fortsættelsen af hans Fortælling noterer jeg derfor Trækkene efter dette Dokument, som jeg tog en Afskrift af.
„Naa", forsatte min Medpassager, „Morfeus flyttede altsaa en af Tingesterne"
1.e2—e4
„Værry væl", sagde jeg, og saa vilde jeg jo se, hvad der var at gøre ved Andersen; paa Vejen hen til ham tænkte jeg: det som Morfeus gjorde, det maa vist være noget af det fineste, saa det kan jeg nok være bekendt at byde Professoren, og da jeg kom hen til hans Bord, saa tog jeg jo altsaa den samme tingest som Morfeus havde flyttet paa, og stillede den paa det Sted, hvor jeg havde set ham stille den. Professoren han tænkte sig ikke længe om, men gjorde noget ganske lignende, som Morfeus havde gjort, men med en lille sort Tingest.
Nicht so scheiss gespolen, Hr. Professor" sagde jeg, for jeg beherskede jo ogsaa det tyske, og saa gik jeg tilbage til Morfeus; der syntes jeg jo saa, det var bedst at gøre det, jeg havde set Professoren lave, og det gjorde jeg
l. —, e7—e5
og Morfeus tog saa en af de smaa Heste og lod den hoppe frem over de smaa tingester, der stod foran den
2. Sgl—f3.
Det syntes jeg var helt sjov, for Heste syntes jeg dog, jeg kendte lidt til, og jeg gik derfor hen til Professoren og lod den samme Hest hoppe, og Professoren lod ogsaa en Hest hoppe, og den lod jeg jo saa ogsaa hoppe hos Morfeus
2. —, Sb8—c6
Nu tænkte Morfeus sig lidt længere om, og saa flyttede han den næste Tingest
3. Lfl—b5
„Bjutifuldt" sagde jeg, og saa gik jeg hen til Andersens Bord og gjorde lisaadan; jeg begyndte at synes, at det var helt fornøjeligt at spille Skak og slet ikke saa svært endda. Saa fortsatte vi jo Spillet saadan en 1½ Times Tid og fik udrettet ikke saa lidt
3. —, Sg8-f6
4. d2—d4, Sc6xd4
5. Sf3xd4, e5xd4
6. e4—e5, c7—c6
7. O—O, c6xb5
8. Lcl—g5, Lf8—e7
9. e5xf6, Le7xf6
10. Tfl—e1, Ke8—f8
11. Lg5xf6, Dd8xf6
12. c2—c3, d7—d5
13. c3xd4, Lc8—e6
14. Sbl—c3, a7—a6
15. Tel—e5, Ta8—d8
16. Ddl—b3, Df6—e7
17. Tal—el, g7—g5
18. Db3—dl
og jeg maa sige, at mine to Modspillere anstrængte sig efter bedste Evne. De betænkte sig længere og længere for hver Gang og sad og stirrede paa Bordene, saa Øjnene var ved at gaa ud af Hovedet paa dem. Morfeus tog den jo forholdsvis overlegent og grinede et Par Gange ganske diplomatisk til mig, men Andersen blev det galere og galere med, han betænkte sig længere og længere og begyndte at svede oven i den skaldede Isse. Jeg tog den jo mere med Ro, og Tilskuerne kiggede beundrende efter mig, naar jeg gik frem og tilbage mellem Bordene og straks flyttede om paa Figurerne, naar jeg kom hen til eet af dem.
Saa tilsidst blev det helt galt fat med Andersen; nu svedte han ikke blot paa Issen, men ogsaa i Panden og Nakken, han kløede sig bag Ørerne, lagde Haanden over Øjnene og vuggede sig længe frem og tilbage, mens han snoede de lange Ben om hinanden. Han kiggede paa Bordet, og han kiggede paa mig, som stod og ventede paa, hvad han vilde lave. Tankerne kogte inden i hans Professorhjerne, saa hans Hoved ligefrem dampede, og der gik 5 Minutter, 10 Minutter, et Kvarter — men han vilde stadig ikke til det.
Saa var der en Pikkolo, der borede sig hen til mig mellem Benene paa Tilskuerne. „Æse Kælkesjos dang lø sjømæng”? spurgte jeg, for jeg talte jo Fransk som en Indfødt. „Musjø Morfeus attang", sagde han. .Sig til Musjøen", sagde jeg, paa Fransk natyrligvis, , at jeg netop delibbererer, hvad jeg skal lave, naar jeg kommer hen til ham", og saa lod jeg Professoren dampe videre med sin Tænkemaskine. Endelig blev han færdig og flyttede, og det gispede i alle Tilskuerne, som jo havde holdt Vejret, mens han tænkte. Saa gik jeg til Morfeus. ,Ju ekskjuse", sagde jeg. „Jur lætest Move gav mig ænnyvaadt tu delibberere over", og saa serverede jeg ham Produktet af Andersens Damptænkeværk
18. —, De7—f6.
Det lod ikke til at overraske ham saa meget, som jeg egentlig havde ventet, for han flyttede temmelig hurtigt
19. Tel—e3
Da jeg kom tilbage til Andersen, sad han saadan lidt halvbesvommen efter sine sidste Anstrængelser, men der kom jo Liv i ham, da jeg flyttede — naturligvis ligesom Morfeus havde gjort; han rev sig i de Haartotter, han havde over Ørerne, og hele hans lange Krop svingede frem og tilbage som en Perpendikkel, mens hans Øjne sad paa Stilke ned imod Bordet; engang stak han Haanden ud for at tage en af Figurerne, men trak den igen tilbage, som om han var stukket af en Bremse; og saa saa han sig ligesom forvildet omkring, og saa tog han alligevel den Figur, han før havde langet ud efter, og stillede den et Stykke til Siden.
Naa jeg gik jo saa hen og gjorde det samme paa Morfeus Brædt; men da Morfeus saa, hvad jeg gjorde
19. —, Th8—g8
saa trak der sig et bredt Grin over hans lille Napolium-Fjæs, og saa tog han en af de sorte Figurer væk fra Brædtet, og tog en af de hvide og løftede den op, og satte den med et Knald ned, hvor den sorte havde staaet
20. Te5Xe6
Naa jeg blev jo helt nysgærrig efter at vide, hvad Professoren vilde sige til den Komedie; da jeg vendte tilbage . til ham, sad han og stirrede paa mig med blodskudte Øjne og dirrede paa alle ti Fingre, mens jeg langsomt gik hen til hans Bord; saa tog jeg først den sorte Tingest væk, som jeg havde set Morfeus tage væk, og saa tog jeg den hvide, og satte den ned med et Knald, saa alle de andre Tingester dansede. Og Andersen, han sank ligefrem sammen ved Knaldet, og blev helt hvid i Ansigtet. ,Ja — ja —" hviskede han, „ich hatte gesehen — es war ein Fehler — ja — ich gebe naturlich auf", og saa tog han sin allerstørste Figur og lagde den ned paa Bordet. Saa gik jeg med med faste Skridt tilbage til Morfeus. „Ej giv øp", sagde jeg, og saa lagde jeg den største af Tingesterne pænt ned paa Bordet, ligesom Andersen havde gjort.
Og saa holdt vi jo allesammen et stort Sold; og der blev holdt Taler for den. famøse skandinaviske Mester, og vi blev kaldt et Trekløver, som Verden ikke havde set Mage til, og Andersen sagde, at jeg spillede ligesaa godt som Morfeus, og Morfeus sagde, at jeg spillede ligsaa godt som Andersen, og jeg fik mine 1000 Franker og fik mig en glad Jul i Paris.
— „Naa nu er vi nok ved Pjedsted, her skal jeg af", og med et venligtAfskedsnik forsvandt den gamle Skrædder ud af Kupeen.Da jeg kom hjem slog jeg op i Maroczys Bog om Paul Morphy, og fandt virkelig, at det omtalte Parti var spillet af Morphy i Cafe Brieul i Paris d. 22. Decbr. 1858; men i Bogen er Anderssen opført som hans Modstander; naa, helt forkert er dette jo i hvert Fald ikke.
Historien er forfattet af N.Høeg, og bragt i Skakbladet januar –februar 1921, og gældende dansk lov om ophavsret skulle således ikke være væsentligt overtrådt!
PS.Det er iøvrigt sådan vi snakker på Sjælland, i egnen omkring Skælskiør-Slavelse og Nææstved!
PPS.
Dr. Niels Høeg træffes her i konsultationstiden
Den unge Bobby ser intelligent ud tv.
