Af en brikflytters bekendelser

I bogen ”Verdens bedste skak”, skrev Bent Larsen engang for mange år siden afsnittet ”Drømmen om at blive verdensmester”. Sådan et afsnit er han vidst den eneste dansker som med en vis form for realisme nogensinde har kunnet skrive.

Men vi andre dødelige skakspillere har jo også drømme. Desværre bliver drømme ofte til drømme, som vi skal se i det følgende.

Og ens skaklige ambitioner kan være svære at indfri i en hverdag, som er fyldt op med andre ting. Da jeg startede med at spille skak, som 15 årige var mit mål at vinde nogle partier. Senere fandt jeg ud af, at der var noget som hed mesterspiller. Det kunne jeg godt tænke mig at blive.

Og det lykkedes også da jeg var 25 år, så vidt jeg husker. Ja, og siden da, er det ikke fordi mit styrketal har forandret sig meget. Og jeg går ikke og drømmer de store skakdrømme mere. Nu er det noget diffust noget med at spille et godt parti, hygge mig, at ofre nogle brikker og vinde i skønhed.

Eller at slå Lars eller Per oppe i klubben. Specielt Per vil jeg rigtig gerne prøve at slå. Lars har jeg haft fornøjelsen af at få skovlen under nogle gange (dog ikke så mange gang som han har fået den under mig). Men Per derimod.....

Ovenstående bedes i have i betragtning under gennemspilningen af nedenstående parti, som Per og jeg spillede i klubturneringen.Det skal selvfølgelig også med i betragtningerne, at partiet spilles en mandag aften i klubben. En mandag som er startet klokken 6:00 hjemme hos os. Børn op, i skole, selv på arbejde, hjem, til ridning med den største på rideskolen, hurtigt spise noget, op i skakklubben og åbne, - og puha, så er der ro på og uret startes.....Dette skal selvfølgelig med for at være en mulig forklaringsfaktor til de senere begivenheder på brættet.Det skal også til Pers forklaring siges, at han har en lignende lidelseshistorie at berette. Men lad os se noget kampskak, som vidst er det mest positive ord at sætte på nedenstående parti.

Hvid: Michael - som aldrig blev stormester

Sort: Per - som heller aldrig blev stormester

Vi kommer ind i partierefter træk 16, hvor jeg pludselig har fået foræret en gylden mulighed for at vinde en kvalitet.

17. Sf5! - Te5 den kan selvfølgelig ikke slåes, da jeg spiller Dg5+ og mat i næste

18. g4 - Sf8

19. f4 - Txf5

20. gxf5 - Sh5

Sådan, nu fører jeg med en kvalitet, og skal bare køre sejren hjem

21. Tbe1 - Ld4+

22. Kh2 - Txe1

23. Txe1 - Dd8

24. Lg5? her begynder jeg at ryste på hånden. De2 vandt vidst ret problemløst

24. -f6

25. Lh6 - g5! En fint træk, som giver sort initiativ, og bringer mig rundt på gulvet

26. fxg5 - Le5+ Uhaa, jeg var meget i tvivl om jeg skulle slå løberen. Men det gjorde jeg!

27. Txe5 - fxe5

28. g6 - Dh4 Nu er spørgsmålet, hvem som har den mest åbne kongestilling. I hvert fald har jeg forvandlet min gevinststilling til en bunke rod.

29. gxh7 - Sxh7? det var bedre at slå med kongen

30. Dg2+ - Kf7

31. Dg6+ - Ke7

32. Dxh7+ - Kd8

Og her er den gyldne chance for at få den første sejr over Per.

Jens Enevoldsen havde et udtryk, som han ofte brugte. Noget med, at selv en blind med stok kunne føle sig frem til det rigtige træk. Nu er det ikke fordi at Lars er blind. Men ud af den ene øjenkrog, så han selvfølgelig trækket Se4, som kan få sort til at opgive med det samme. Jeg så ingenting med spillede bare af tempo, og var glad for at have fået en officer.

33. Dg8? - Kc7

34. Dg2 - Ld7

35. Lg5 - Dd4

36. Df3 - Sf4

37. Lxf4 - exf4

38. Se2 - Dxb2

39. Dxf4 - Lxa4

Og så gider jeg ikke se mere! For nu havde Per en fribonde, som jeg senere blev nødt til at ofre min løber på, og der kom så noget evigskak i et dronningeslutspil.

Sådan er der jo så meget, og verdensmester blev jeg heller ikke den aften. Men et spændende parti var det. Som skak skal være!